Den grundlæggende tanke for den almene boligsektor
AAB Boligudlejning er demokratisk opbygget med beboerflertal i alle styrende organer. Alle boliger er opført i samarbejde med kommunen.
Ingen skal tjene på huslejen i en almen boligorganisation, idet huslejen er omkostningsbestemt. Det vil sige, at regnskabet for dit boligområde så vidt muligt skal balancere år for år.
Hvert boligområde er en selvstændig juridisk og økonomisk enhed, hvis økonomiske midler (opsparing m.v.) ikke kan bruges i andre af boligforeningens boligområder.
Som beboer i en AAB Boligudlejning er dine rettigheder i højsædet - der holdes indflytningssyn, der udfyldes mangelliste, der udarbejdes fraflytningssyn og du kan altid klage til Beboerklagenævnet (uvildig klageinstans) såfremt du under eller efter din boperiode ikke er enig med boligforeningen.
Ligeledes har du som beboer en råderet og en installationsret.
Afdelingsbestyrelsen
Afdelingsbestyrelsen vælges af beboerne i dit boligområde på det ordinære beboermøde (afdelingsmøde). Alle bolighavende i dit boligområde, disses ægtefæller eller dermed ligestillede personer kan vælges ind i afdelingsbestyrelsen.
Afdelingsbestyrelsen varetager beboernes interesser i forhold til boligforeningen og den øvrige omverden. Afdelingsbestyrelsen skal overordnet sørge for, at afdelingen fungerer i sin helhed. Endvidere er afdelingsbestyrelsen beboernes bindeled til boligforeningens bestyrelse og administration.
Generalforsamlingen er boligforeningens øverste myndighed.
Boligforeningens hovedbestyrelse
Hovedbestyrelsen skal sørge for, at boligforeningens virksomhed tilrettelægges, ledes og udøves forsvarligt i overensstemmelse med lov om boligbyggeri, regler fastsat i medfør af loven og boligforeningens vedtægter.
Bestyrelsen er ansvarlig for, at foreningens byggevirksomhed tilrettelægges i overensstemmelse med boligforeningens formål og gennemføres rationelt til den lavest mulige pris og med en god kvalitet i både teknisk og miljømæssig henseende. Driften skal foregå efter rationelle administrationsmetoder under hensyntagen til såvel beboernes som afdelingernes og boligforeningens interesser.
Bestyrelsen er også ansvarlig for, at udlejning af ledige boliger sker i overensstemmelse med de til enhver tid gældende bestemmelser og varetager de sociale hensyn, som er fastlagt i bekendtgørelsen om almennyttig boligvirksomhed.
Administrationen
Boligforeningens administration varetager den daglige drift af afdelingerne for beboerne og afdelingsbestyrelserne.
Forretningsføreren er ansat af boligforeningens hovedbestyrelse til at varetage den overordnede, daglige drift af afdelingerne og er derfor ansvarlig over for hovedbestyrelsen.