Skip til hoved indholdet

Læs mere om hvordan du opsiger din lejebolig hos AAB

Sådan opsiger du din lejebolig hos AAB

Hvis du overvejer at opsige din bolig, er der nogle regler, du skal være bekendt med. Her kan du læse om reglerne i forbindelse med opsigelse af en bolig hos os.

Skriftlig opsigelse

Ønsker du at opsige din bolig, skal det ske skriftligt med 3 måneders varsel. Opsigelsen kan ske til den 1. i en måned. Du kan vælge at flytte til den 1. eller til den 15. i en måned.
Boligforeningen gør dog opmærksom på, at er boligen en plejebolig er der kun 4 ugers varsel og ved ungdomsboliger 6 ugers varsel.

Vi gør opmærksom på, at opsigelsen først er gældende, når vi har modtaget en underskrevet opsigelse (både lejer og evt. ægtefælle/samlever). Yderligere skal der være en endelig fraflytningsdato.


Opsigelsesblanket

Du kan enten selv skrive en opsigelse eller udfylde en opsigelsesblanket, som du kan udskrive her.
Du kan også kontakte boligforeningen, som så vi sende opsigelsen til dig til underskrift, når vi har fået alle oplysninger fra dig. Opsigelsen skal underskrives af dig selv samt eventuel ægtefælle eller samlever for at være gyldig. Opsigelsen skal ligeledes være udfyldt med fraflytningsdato, dit telefonnummer og din nye adresse. Du vil modtage en bekræftelse på, at vi har fået din opsigelse.
I forbindelse med dødsfald skal arvinger kontakte boligforeningen med henblik på opsigelse af boligen.

Hent opsigelsesblanket her

14-dages periode

I henhold til lejekontrakten er der en 14 dages istandsættelsesperiode, hvor husleje og forbrugsafgifter betales af fraflytteren. Flytter du ud af boligen, inden opsigelsesvarslet udløber, vil boligforeningen forsøge at genudleje din bolig hurtigst muligt. Lykkes det ikke, står du som lejer indtil frigørelsesdatoen.

 

Fremvisning af bolig

Når en bolig bliver sagt op, skal der findes en ny lejer. Som fraflytter er det dig, der står for fremvisningen af din bolig indtil boligen er synet. Vi oplyser dit telefonnummer til de ansøgere, der får tilbud om at overtage boligen.

Fremvisningen kan ske på et tidspunkt, som du aftaler med ansøgerne. Ønsker du i stedet at fremvise din bolig 2 faste dage om ugen, indtil boligen er genudlejet (f.eks. onsdag og fredag fra kl. 18-20), kan dette aftales nærmere med boligforeningen. Har du ønsket, at boligen skal genudlejes før tid, giver boligforeningen dig besked når boligen er lejet ud igen.

Aflæsning af målere

AAB sørger for at aflæse el-, vand- og varmemålere.