Skip til hoved indholdet

Læs mere om procedure ved fraflytning af lejebolig hos AAB.

  • Når boligforeningen modtager din skriftlige opsigelse af din bolig med angivelse af fra hvilken dato, du fraflytter denne, går vi straks i gang med at forsøge at genudleje boligen med virkning fra den dato, hvor den er istandsat og dermed indflytningsklar for den nye beboer.

    I en af hverdagene umiddelbart efter du har tømt og fraflyttet din bolig berammer boligforeningen en dato og et tidspunkt for et fraflytningssyn. Senest 1 uge før denne dato vil du automatisk blive indkaldt til at deltage i dette.

  • Din bolig, herunder eventuelt pulterrum, kælder, udhus og lignende skal være tømt for alt indbo m.v. Hele boligen skal være rengjort, og eventuel have skal fremtræde renholdt.

  • Fraflytningssynet foretages af boligforeningens vicevært, hvor du som sagt er velkommen til at deltage.

    Under fraflytningssynet udarbejder boligforeningens vicevært en fraflytningsrapport, hvoraf det fremgår, hvilke istandsættelsesarbejder, der skal udføres som normalistandsættelse, hvilke der er misligholdelse samt hvilke, der betales af boligafdelingen.

    Ønsker du ikke at deltage i fraflytningssynet eller er du forhindret, så fremsender boligforeningen automatisk en genpart af fraflytningsrapporten til din ny, opgivne adresse.

  • Senest 14 dage efter fraflytningssynet vil du modtage en skriftlig oplysning om den anslåede udgift til istandsættelsen af din bolig samt din andel heraf, opdelt på normalistandsættelse og misligholdelse. Du kompenseres for 1 % af udgifterne for normalistandsættelse for hver måned, du har boet i din bolig.

    På baggrund af den udarbejdede fraflytningsrapport rekvirerer boligforeningen håndværkere til at udføre de beskrevne istandsættelsesarbejder
    Når disse arbejder er udført, modtager du en endelig flytteopgørelse med de helt nøjagtige udgifter til istandsættelsen af din bolig, herunder din andel heraf. Samtlige udgifter på denne flytteopgørelse dokumenteres, til din orientering, med vedlagte kopier af fakturaer m.v.

    Din endelige andel af istandsættelsesudgifterne kan maksimalt overstige det oprindeligt udsendte prisoverslag med 10 %.

  • Følgende istandsættelsesarbejder udføres som normalistandsættelse, hvor du kompenseres med 1 % pr. måned, du har beboet boligen:

    • maling af lofter og overvægge
    • maling eller tapetsering af vægge
    • let rengøring efter håndværkere

    Eventuel afrensning eller nedtagning af gammelt tapet før ny tapetsering betales af din boligafdeling, med mindre opsætning ikke er udført håndværksmæssigt korrekt.

  • Udtrykket misligholdelse dækker over de istandsættelsesudgifter, der foreligger når din bolig eller dele heraf er forringet eller skadet som følge af fejlagtig brug, fejlagtig eller manglende vedligeholdelse eller lige frem uforsvarlig adfærd.

    Som eksempler på dette kan være huller i indvendige døre, manglende rengøring af boligen (herunder inventar såsom komfur, køleskab, toilet, vaske) overmalede stikkontakter, manglende lakering eller oliering af trægulve, således at trægulvet har taget skade.

  • Istandsættelsesudgifter til maling af træværk, udskiftning eller fornyelse af øvrige bygningsdele som følge af slid og ælde, samt eventuel let afslibning og lakering af gulv. Let afslibning og lakering af gulv foretages typisk hvor der er synlige ridser i lakken og hvor boligforeningens inspektør vurderer, at disse forsvinder ved en let afslibning og efterfølgende lakering.

  • Din brug af boligen igennem din boperiode har, naturligvis i større eller mindre grad, sat sit præg på specielt vægge og lofter. Dette selvfølgelig under hensyntagen til i hvor lang tid, du har boet i boligen. Generelt må det siges, at der i forbindelse med en fraflytning typisk vil skulle foretages malerarbejde af stort set samtlige vægge og lofter i boligen.

    Fremstår vægge og lofter derimod som nyistandsatte i forbindelse med fraflytningssynet af din bolig, og boligforeningen derfor vurderer, at der ikke kan opnås et bedre resultat, samt at malerarbejdet er udført håndværksmæssigt korrekt, så vil vægge og lofter ikke blive malet på boligforeningens foranledning.

  • Da boligforeningen som tidligere nævnt har valgt A-ordningen som værende den fraflytningsordning, der er gældende for din bolig, betyder dette, at for hver måned du har boet i boligen, får du godtgjort 1 % af udgiften til den normale istandsættelse af din bolig i forbindelse med en fraflytning.

    Efter 8 år og 4 måneder er der derfor 100 % godtgørelse af udgiften til den normale istandsættelse af boligen (istandsættelse af lofter og vægge samt afvaskning af træværk).


    På baggrund af denne fraflytningsordning kan man deraf udlede, at har du boet i din bolig i relativt kort tid, så får du ikke ret meget refunderet af udgiften til malerarbejdet.

    Dette har vi forsøgt at skitsere ved efterstående to eksempler, som dog skal betragtes som værende vejledende:

    Hvis din boperiode har været på 2 år, og udgiften til malerarbejdet i boligen for eksempel beløber sig til kr. 9.000, så vil du få godtgjort kr. 2.160 af denne udgift (kr. 9.000 x 1 % x 24 måneder).

    Det vil sige, at du ved en fraflytning selv skal betale kr. 6.840 af udgiften til malerarbejdet.

    Hvis din boperiode har været på 7 år, og udgiften til malerarbejdet i boligen beløber sig til for eksempel kr. 9.000, så vil du få godtgjort kr. 7.560 af denne udgift (kr. 9.000 x 1 % x 84 måneder).

    Det vil sige, at du ved en fraflytning selv skal betale kr. 1.440 af udgiften til malerarbejdet.


    Af ovenstående eksempler kan man udlede, at det ved en forholdsvis kort boperiode godt kan betale sig selv at male vægge og lofter inden selve fraflytningssynet, idet udgiften til dit indkøb af en god væg- eller loftplastmaling sagtens kan modsvares af, hvad du vil spare, såfremt boligforeningen skal rekvirere en maler til dette arbejde. Du skal være opmærksom på, at du selv skal afholde udgiften til indkøb af maling m.v., idet dit indkøb af maling m.v. ikke kan indgå som en godtgørelsesberettiget udgift vedrørende den normale istandsættelse af din bolig.

    Derfor - kan du selv udføre malerarbejdet på en håndværksmæssig korrekt måde, eller kender du en, der kan hjælpe dig med dette, så er du naturligvis velkommen til at gøre dette.

    Har din boperiode derimod været noget længere kan det for det meste ikke betale sig selv at udføre malerarbejdet, idet den godtgørelse, som du får for hver måned du har boet i boligen, er så stor, at det er yderst begrænset, hvad du vil spare ved selv at udføre malerarbejdet.

     

  • Du er altid velkommen til at kontakte boligforeningen for at få vejledning og råd i forbindelse med din fraflytning. Der kan i den forbindelse være andre faktorer, der kan have betydning ved en fraflytning fra netop din bolig. Så kort og godt - spørg endelig boligforeningen til råds. Boligforeningens inspektør træffes bedst mellem kl. 08.00 og kl. 10.00.

     

  • Ja, boligforeningen anbefaler en bestemt kvalitet på maling, afhængig af hvilke rum og vægge, der er tale om.

    Generelt anbefaler vi, at man køber en kvalitetsmaling fra anerkendte producenter af plastmaling, idet malerarbejde udført med maling af dårlig kvalitet kan risikere at blive kasseret.

  • Boligselskabernes Landsforening har udgivet en pjece om ind- og fraflytning, som du kan downloade her.